Alt dette kunne du få

Det er vinter. Barbara rejser på tværs af landet med sin nyfødte søn for at være sammen med sin mor og søster i dagene op til sin fars hjerteoperation. Operationen går som planlagt, men da Erik åbner øjnene, er hans blik tomt og blottet for genkendelse; det er som at se ind i et mørke. I den næste uge forsøger lægerne at vække ham fra bedøvelsen. Hver dag sker det samme. Vi ved ikke hvorfor, siger lægerne, men nogle mennesker vågner aldrig helt igen.

I løbet af de dage, hvor Barbara bor i sit barndomshjem og står over for det mulige tab af sin far, begynder hun at se sin familie og deres historie i et nyt lys. Alt dette kunne du få, er et portræt af en familie på tværs af to generationer, om mødre og søstre og de idealer og drømme, vi arver.

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ “Man flås skælvende åben i erfaringen af jordens sårbarhed, eksistensens forgængelighed” – Politiken

★★★★★ “Sublime Klougart […] En overlegendramatisk og stilistisk tour de force […] præcise betragtninger, der ikke sjældent også er utroligt morsomme” – Jyllands-Posten

★★★★★ “Josefine Klougart skriver som en drøm i sin mesterlige erindringsbog” – Berlingske

“En af sin generations største forfattere […] Så stilsikkert udført, at den ikke behøver mærkater. Det er slet og ret god litteratur” – Information

“En poetisk, dyb, indsigtsfuld og kompleks roman” – Kristligt Dagblad

“(Klougarts) bedste og stærkeste fiktionsværk til dato”– Weekendavisen

“Findes der i den nyeste danske litteratur nogen, der skriver en tekst så smuk som denne?” – Erik Skyum-Nielsen, Information

Efter naturen

Efter naturen er et boglængde essay, som gennem læsning af billedkunst søger en æstetisk vision for oplevelsen af kunst og litteratur.

Gennem læsningen af en række kunstværker fra Glyptotekets samling trækker Josefine Klougart forbindelseslinjer op mellem kunsten og litteraturen og reflekterer over spørgsmålet om, hvad det er for en erkendelsesform, æstetikken repræsenterer.

”I krisetider, som den vi lever i i dag, opstår ofte den drøm, at kunsten og litteraturen skal komme os til undsætning (…) Kunsten skal tage stilling, udmønte en form for etik, “betyde noget”, og i sidste ende virke, det vil sige skabe forandring i den konkrete verden.”   Efter naturen diskuterer, hvordan kunsten og litteraturen kan være politisk og hvilke fordringer, man egentligt kan stille til den.    Bogen giver et unikt indblik i de tanker, der ligger bag forfatterens egne bøger, og den er et vigtigt bidrag til diskussionen om kunstens rolle i samfundet i dag og i fremtiden. Den er blandt meget andet en vision om en æstetisk og samfundsmæssig revolution.

Udstilling og bog Glyptoteket inviterede i januar 2023 forfatter Josefine Klougart til at kuratere en udstilling med natur- og landskabsmaleri fra museets store samling af franske og danske kunstnere. Essayet Efter naturen er blevet til i forlængelse af dette arbejde, som en reflektion over en række store temaer, der knytter sig til spørgsmålet om, hvad kunstens forhold til naturen er og historisk set har været. Bogen udkommer samme dag som udstillingen, ”Efter naturen – Josefine Klougart genlæser Glyptotekets værker” åbner.

Gennem læsningen af en række kunstværker fra Glyptotekets samling, trækker Josefine Klougart forbindelseslinjer op mellem kunsten og litteraturen og reflekterer over spørgsmålet om, hvad det er for en erkendelsesform, æstetikken repræsenterer. Efter naturen er en personlig kunsthistorie og en poetik for en levende litteratur.

Bogen giver et unikt indblik i de tanker, der ligger bag forfatterens egne bøger, og den er et vigtigt bidrag til diskussionen om kunstens rolle i samfundet i dag og i fremtiden. Den er blandt meget andet en vision om en æstetisk og samfundsmæssig revolution.

”Vi kan betragte Sisleys maleri Plovfurerne og føle, at vi med dét billede har bevæget os ind i et helt nyt område af uindkredselig indsigt – en erkendelse, der ikke på forhånd har noget navn, men som er en rystende fornemmelse af en verden badet i kålblegt efterårslys, en fornemmelse af dødens nærvær i livet, det banale; at under de blomstrende træer i april og maj ligger allerede jorden, midt på dagen i flimrende skygge, og lidt nede, allerede tyve, tredive, fyrre centimeter nede, er den kølig og mørk. Det er kunstens indbyggede mysterium. Hvor mange pløjemarker har jeg ikke set i mit liv uden at forstå det samme, uden så tydeligt at mærke jordskorpens kolde underside, som også er livets.”