White Nigger, Black Madonna

IDENTITETSPOLITISK ANGREB PÅ KUNSTEN

Josefine Klougart forsvarer omdiskuteret teaterstykke: Må man som hvid kunstner ikke prøve at forstå og skildre racismens anatomi?

Vi har så meget vigtigt at kæmpe både for og imod. Den identitetspolitiske fløjs aggressive kritik af Madam Nielsen og Christian Lollikes ’White Nigger/Black Madonna’ saboterer mulighederne for at tænke sammen.

Forleden kunne man på Teateret Sort/Hvid opleve anden akt af Madame Nielsen og Christian Lollikes teaterstykke ’White Nigger/Black Madonna’. Fortsættelsen på stykket var ikke planlagt fra begyndelsen, men efter ugers heftig beskydning og plakatnedrivninger inviterede teateret interesserede ind i sine lokaler i Kødbyen til et seminar, hvor man ville diskutere stykket. Seminaret udviklede sig til en regulær nedsabling af forfatter og skuespiller Madame Nielsen og instruktør Christian Lollike, og hermed blev det i en vis forstand en del af forestillingen – en anden akt.
I denne anden akt blev hovedrollen spillet præcist og rystende godt af gæstende ph.d. ved Københavns Universitet Michael Wilson.

En afroamerikansk intellektuel, der med selverklæret ’videnskabelig’ immunitet kunne udlægge teksten og én gang for alle konkludere, at en plakat med titlen ’White Nigger/Black Madonna’ var et »skolebogseksempel« på racistisk motiveret vold. Wilson gør det klart, at det ikke er hans egne holdninger, han gør rede for, men derimod en nøgtern videnskabelig analyse, han præsenterer. Han hævder, at Nielsen og Lollike ved ikke at have rådført sig hos relevante akademikere, kritikere og medlemmer af det danskafrikanske mindretal har gjort sig skyldige i ’kulturel uansvarlighed’ og spørger: »Erkender I, at der er sket alvorlige fejl?« og »Christian, hvad har du lært?«. For nogle uger siden så jeg premieren på ’White Nigger/Black Madonna’. Jeg gik ud af salen fuldkommen opløftet over forestillingen. Jeg syntes, der var tale om en intelligent, smuk og vildt modig kunstnerisk undersøgelse af nogle væsentlige spørgsmål om identitet: oplevelsen af at identificere sig med undertrykte folk, ønsket om og viljen til at stå sammen og kæmpe for noget, man oplever som rigtigt og vigtigt, samt besværligheden og ubehaget ved at have en krop og et ansigt.
Yes, tænkte jeg, her har vi virkelig at gøre med et eksempel på, hvordan man kan lykkes med at lave politisk kunst, som ikke er dum og dogmatisk, og som ikke, når man kradser det mindste i lakken, falder sammen og afslører sig som et hult projekt, et pyntet ’bevis’ på eller argument for kunstnerens moralske uangribelighed. Stykket havde den kompleksitet i betydningsdannelsen, der kendetegner kunsten og adskiller den fra politisk agitation. Det var nemlig ikke en-til-en moralsk eller ideologisk oversætteligt, men oprigtigt interesseret i at åbne sig mod spørgsmålene og undersøge dem.

Madame Nielsen er stykket igennem alene på scenen. Gennem en række scener og sange fortæller hun historien om at vokse op som hvid i Danmark og identificere sig med de sorte, rejse til USA og gå ind i kampen mod undertrykkelse – for senere at blive afsløret som hvid og blive noget så eftertrykkeligt udstødt af gruppen. Efter en tid på gaden som white trash vender hun hjem til et Danmark, hvor sorte er blevet den herskende klasse og er i fuld gang med en etnisk udrensning. Herfra bliver Madame Nielsen reddet af en sort barndomsveninde, som får hende afsted på et skib.
Forestillingen handler tydeligvis meget om identitet og undertrykkelse. Nielsen, der i flere år har levet som kvinde, revolterer også i dette stykke mod forestillingen om, at vores identitet er stabil, og vores horisont låst fast og begrænset af den position, vi er født ind i, som vi har arvet via testamenter eller gener. Det er et poetisk arbejde med den tanke, at der skulle være grænser for, hvilket sprog vi kan tale, hvilken krop vi kan have, og hvilke positioner vi kan indtage. Samtidig handler det om, hvordan et samfund eller en kultur kan besværliggøre disse overskridelser, og hvordan det at være hvid i sig selv kan opleves som en form for voldelig gestus.
Kunsten er i mine øjne netop kendetegnet ved dens transcendentale karakter: altså det, at vi i mødet med den får et nyt sprog, hvorigennem vi kan overskride de kategorier, vi tænker i og med. Og her, i mødet med noget fremmed, kan vi forandres. Når Nielsen står alene på scenen, udstødt af sin gruppe, med en krop, der er lige så smuk, som den er til døden udmarvet og spørger, »Does this look like white priviledge to you?«, er det netop sådan en destabilisering af de etablerede kategorier for at afkode verden, der sker.

Man evner ikke at læse verden nuanceret

Når hun glider i en bananskræl, og vi i langsom gengivelse ser et menneske falde, hver en del af bevægelsen omhyggeligt og præcist udført, er det både plat-satirisk, pineligt, rystende smukt og frem for alt umuligt entydigt at oversætte som tegn eller allegori. Nielsens værk forstyrrer vores dovne intellekt og åbner os for erfaringer og tanker, der får os til at overskride vante kategorier og etablere et nyt territorie i sproget og i verden, hvorfra vi kan få øje på det, der undsiger sig de strukturer og paradigmer, vi normalt tænker i og inden for.
At kunne erfare kunst, at kunne bevæges ved den og tage imod det prisme af muligheder for nye måder at tænke og se på, forudsætter selvfølgelig, at man åbner sig mod det andet, man står over for. Jeg synes, reaktionerne vidner om en alvorlig mangel på vilje eller evne til netop det. Om en farlig mangel på det, man måske kan kalde ’menneskeligt gehør’, altså en mangel på en form for sensibilitet, der gør, at man kan og vil forstå karakteren af og intentionen bag et udsagn – ikke mindst de æstetiske, som ikke kan aflæses en-til-en.
Det er så afgørende for vores mulighed for at forstå verden, at vi interesserer os for at forstå det menneske, der udtaler ordene, står på scenen (eller på gaden for den sags skyld) med sin krop og sit væsen. Her mener jeg, disse miljøer fejler. I stedet gentager de en strategi, som længe har været populær blandt folketingspolitikere: Frem for at prøve at forstå den anden leder man efter ’fejl’ i deres ytringer. Man isolerer ord fra deres kontekst og udsigelsespunkt – fra det, der giver sproget betydning. Falkeblikket retter sig mod enhver, der ytrer sig om minoriteters rettigheder og vilkår.
Det er en gruppe, der arbejder i forlængelse af de identitetspolitiske strømninger i USA, hvor man f.eks. gør brug af deplatforming, en praksis, hvor man med fysisk magt forhindrer talere, man ikke sympatiserer med, i at gå på talerstolen. På det antiracistiske tidsskrift Marronages facebookside kan man således finde udsagn (om stykket) som: »It literally is what it is, and Denmark needs to start developing consequences or the people impacted by racial violence will do it for them«.
Læs også: Madame Nielsen er fascinerende intens i skildringen af en hvid person, der længes efter at være en sort bitch
Reaktionen her er ikke direkte voldelig, men aggressiv og voldsom, og den har rod i miljøernes opfattelse af, at det at skrive et digt eller sige en sætning kan være vold. Som Wilson sagde efter sin analyse på seminaret: »Nu, hvor vi har etableret som et faktum, at I har begået racistisk motiveret vold«. Udstyret med et ’videnskabeligt’ apparat, der kan definere udsagn og kunstværker som ’vold’, er det naturlige næste skridt, at det er legitimt at beskytte sig selv og andre mod denne vold. Og der må slås hårdt ned – for hvorfor overhovedet lytte til forklaringer og forsvar fra ’overgrebsmændene’? De måtte bare stå skoleret over for de selvbestaltede dommere.
Miljøet afviser at forstå værket som kunst, hvor udsagnenes udsigelsespunkt jo er et andet end i et læserbrev. Som Wilson siger:»Man kan ikke adskille kunst og virkelighed, når man vælger at behandle sorthed«.Dermed gives nogle emner særstatus, og man afviser vigtigheden af, at vi som samfund har en fri kunst, der kan undersøge verden æstetisk.
Men kunsten kan aldrig være forpligtet til at repræsentere virkeligheden eller for den sags skyld en ideal verden, f.eks. uden racisme. Den er selvfølgelig ikke fritaget for etisk ansvar, men man kan ikke kræve, at den på alle niveauer er fuldkommen immun over for misforståelser og fejltolkninger.
Hvis man fuldkommen skal eliminere risikoen for, at nogen eventuelt kan misforstå værket, så afliver man kunsten. Så bliver det agitation. Og hvis et særligt råd skal rådføres inden, så er vi snublende nær totalitarisme.

Kan man som heteroseksuel mand anmelde en bog om/af en lesbisk kvinde?

Min bekymring – og sorg egentlig – er også så stor, fordi jeg har svært ved at se, hvordan vi kan lykkes med at bevæge os selv og vores samfund, hvordan vi kan skabe stærke fællesskaber, der kæmper sammen for noget vigtigt. Alt det, forestillingen handler om (drømmen om): at stå sammen med andre i en kamp mod uretfærdighed og for noget bedre. Hvis det her er, hvad folk, der er optaget af undertrykkelse og racisme kan præstere – når de inviteres til at diskutere netop de spørgsmål, de selv vil sætte på dagsordenen – så har vi et seriøst problem.

Debatten har karakter af udskamning og er så ophedet, at den ikke engang opdager, hvordan den reproducerer en dogmatisk tænkning. Netop denne type tænkning, der er grobunden for den racisme, man hævder at kæmpe mod.
Denne radikale identitetspolitiske fløj slår ned på kunstnere som Nielsen, der med alt, hvad de er, og alt, hvad de har, forsøger at udfolde og undersøge de temaer, som de selvsamme miljøer anser for vigtige. Bannerførerne er så optændte af deres egen oplevelse af krænkelse, at de føler sig undsagt forpligtelsen til at indgå i en dialog, og hermed overser de, hvordan de kommer til at støde potentielle allierede fra sig. Mange ser det problematiske i at definere ord som vold og i, at der skal være en rådføring hos en særlig gruppe intellektuelle, og i at være så aggressive og uinteresserede i samtalen.
Dermed bidrager miljøet til en polarisering og en optrapning af problemerne, og i bedste fald ser de det ikke engang selv. Anden akt demonstrerer, at de er fuldkommen uinteresserede i at mødes og reflektere sammen med andre, og bliver en videreførelse af første akts skrækscenarie. Det er offeret, der bliver til bøddel, det er den blinde gentagelse af historien, hvor de selvudnævnte ofre ikke er interesserede i at bringe samtalen videre, at nuancere, at føre den ind en samtid og ud i fremtiden; når man læser den brutale kritik af stykket, er det som at se en hær likvidere de soldater, den selv har tilkaldt som forstærkning. Man evner ikke at læse verden nuanceret, ser ikke, hvordan stykket er alt andet end racistisk, hvordan det faktisk reflekterer over implikationerne ved at have en hvid krop, med al den skyld og skam, der knytter sig til det, og ved ikke at se det fælles projekt skyder den sine allierede ned. Opdager det ikke engang.

På den identitetspolitiske fløj er folk vel ikke i udgangspunktet dumme, men den selvoverbeviste, arrogante, ikkelyttende position gør altid dum. Og den afskærer en fra at skabe større fællesskaber, der kan arbejde for en mere retfærdig verden. I stedet reproducerer man blindt den vold, fløjen ser sig selv som et opgør med.
Racisme findes og er et problem, vi må forholde os til. Det, jeg anfægter, er de midler, der tages i brug. Det er svært at se, hvordan den strategi gør andet end at splitte folk og underbygge de strukturer, der avler aggression og racisme.
Jeg tror ikke, det er et stort miljø, der er tale om, men jeg frygter, at strømningen med sin aggressive udskamning kan få vidtrækkende konsekvenser, idet den skaber en frygtsom og destruktiv berøringsangst og selvcensur hos mange, en frygt simpelthen for at sige noget, der kan misforstås. En ven har boykottet forestillingen på baggrund af titlen alene: ’N-ordet’, som de siger – og som også Berlingske skriver. Vil det sige, at vi ikke i et kunstværk kan tale om undertrykkelsen med de ord, der knytter sig til den? Der tales om blackfacing, men stykket handler altså om en hvid kvinde, der maler sig sort. Må man som hvid kunstner ikke prøve at forstå og skildre racismens anatomi? Er det ikke problematisk, hvis hvide ikke kunstnerisk kan repræsentere en hvid mand, der ønsker sig at være sort. Eller en sort mand? Hvor stor lighed skal der være mellem skuespiller og karakter, for at det er o.k.? Kan man spille fattig uden selv at være det? Kan man som heteroseksuel mand anmelde en bog om/af en lesbisk kvinde? Kan man kalde sig for kvinde, selv om man er mand? Måske har jeg misforstået noget, men var målet oprindeligt ikke at komme væk fra at forstå køn og race som noget, der definerer rammerne for, hvad man kan gøre, tænke eller sige?
Jeg synes, det er essentialistisk og reaktionært at påstå, at vi ikke har empati og hverken kan eller må sætte os i den andens sted. Det er klart, at ethvert menneske har specifikke erfaringer, men jeg tror ikke, at det tjener os godt at insistere på, at vi ikke kan ytre os om noget, endsige behandle det kunstnerisk, uden at have levet det. Hvordan forestiller man sig et samfund, hvor vi ikke kan udtale os om andet end det, der er fuldkommen ækvivalent med os selv, hvor vi bare accepterer det som et faktum, at vi aldrig kan forstå det, vi ikke fra starten selv er. Hvordan skal vi så bygge et samfund, hvor vi prøver at tage hånd om hinanden, hvordan så insistere på empati og solidaritet?
Nielsen har i årtier, med stor følsomhed og kunstnerisk kompromisløshed, indtaget den udsattes position og undersøgt verden og mennesket herfra. Når man ser Nielsen på scenen, forstår man noget nyt om, hvad det vil sige at være menneske. Om hvordan det at have en krop betyder noget i forhold til, hvordan ens muligheder i et samfund og i et liv. På scenen bliver kroppen selv en scene: en fysisk manifestation af og et kort over en indre kamp for at finde en identitet, der åbner verden. I mange hundrede år har det at være kvinde været synonym med at være i en position, hvor alting lukkede sig for en, hvor dørene smækkede i.

Det samme har gjort sig gældende for sorte. Madame Nielsen, der tidligere hed Claus, viser, hvordan man kan bruge kvindekønnet til at åbne noget i verden i dag. Og hvordan man kan udfolde verden gennem det at udfolde og undersøge sin identitet. Sådan lykkes Nielsen gang på gang i fra sin identitetsmæssige uriaspost at åbne verden og de mennesker, hun står over for. Sådan har han rejst i Mellemøsten som demokratieksportør.
Sådan har hun rejst igennem seksual-konservative og voldsparate Rusland som biologisk mand, men kvinde. Sådan har hun talt med bandemedlemmer på Blågårds Plads iført lang kjole og lilla jakke. Hvem havde forudset, at en fraktion af den identitetspolitiske fløj, primært hentet direkte fra de auditorier på KUA, hvor hendes værker hvert semester læses af begejstrede studerende, skulle være de første, der notorisk ikke ønskede en samtale, var rendyrket aggressive i mødet og ikke gik af vejen for at dømme Nielsen på hendes sortsminkede ansigt.

Forestillingen – første og anden akt – er som at se to ekstreme biotoper støde frontalt ind i hinanden: på den ene side kunsten, som er det rum, hvor tænkning kan udfolde sig allermest komplekst og med størst grad af sensibilitet, og hvor identiteten per definition er åben og fortsat foldes ud – og på den anden side et identitetspolitisk, radikalt miljø, der dømmer på baggrund af overfladiske analyser af enkelte ord, løsrevet fra kontekst, udsigelsespunkt og intention og afviser kunstens frihed til at udforske forskellige positioner og menneskets fundamentale ret til at udvikle sin identitet.
Kunsten inviterer til samtale. I forestillingen her synliggør Nielsen og Lollike mere eller mindre frivilligt, hvordan totalitær værdipolitik gør det modsatte, idet den dyrker idéen om stabile identiteter og udviser total uvilje mod at åbne sig for den verden, der kunne hænde at forandre én eller afsløre, at man nu står et nyt sted. Afsløre verdens grundtilstand af forandring for os.

Tilbage står sorgen over, at vi risikerer at tabe væsentlige kampe, hvis politiske unge er optaget af at overvåge kunstnere og andre for en sprogbrug, de frit definerer som ’voldelig’.
De udfordringer, vi som samfund står over for, er så store, at det er svært at forestille sig, at der skal skabes forandringer, hvis ikke vi sammen lykkes med at skabe et levende og inkluderende fællesskab, der formulerer en positiv bevægelse fremad. Vi skal ville noget sammen. Vi kan ikke stå og skyde på hinanden i en gammel slagtehal på Vesterbro. Der kommer ikke nogen voksne og stopper det. For fanden.